Karina Lægsgaard

Mine oplevelser ved undervisning/ samarbejde med Heike Wilde

Kopi (2) af Karina Vous

Kender du følelsen af at ride på en hest, der er i total balance psykisk og fysisk. Hesten er i perfekt samling under dig, næsen en anelse foran lod, du kan se fra ryggen at den arbejder perfekt med overhalsmuskel, du kan mærke energien fra hesten kommer bag fra… og alt du gør er at ride med hesten og følge dens bevægelse. Du har den lette følelse på tøjlen, om du lader hesten søge frem og ned, eller samler den, lige meget hvilken gangart, så er tyngden og blidheden i tøjlen den samme lette følelse. Hesten reagerer på din mindste bevægelse og vægt forskydning… Føles som om den reagerer bare du tænker en tanke. – Ride for ekstremt lette hjælpere!?

Det er for mig den største oplevelse jeg har haft på hesteryg, i de 20 år jeg har redet. En følelse af samarbejde med hesten og fuldstændig uden nogen form for tvang eller kamp – det er hvad Heike Wilde har givet/lært mig.

Jeg hedder Karina, er 27 år, og har haft egen hest det meste af mit liv.
Her er en kort version af mine oplevelser med undervisning af Heike Wilde.

Hvordan jeg mødte Heike og hvad har vi arbejdet med
Min DV vallak og jeg havde gennem nogen tid haft problemer, han var blevet meget nervøs og havde sagt fra flere gange i form af at stejle. Dengang var jeg ikke klogere, end at han var ”fræk” og det var fordi han vidste han kunne snøre mig… Det var hvad tidligere undervisere fortalte mig. Til et lille lokalt stævne, blev han pludselig meget bange, jeg endte med hovedet ind i barrieren og blev hentet af ambulance og kom på traumecenteret på Svendborg Sygehus. Da jeg endelig kunne komme op på ham igen, var det med trækker og en tudende rytter hver gang han kiggede efter noget. Jeg holder meget af ham og valgte ikke at give op, bare sådan…

En bekendt fortalte mig om Heike, at hun blandt andet også arbejder fra jorden. Tænkte at det var løsningen for os, så vi kunne bygge noget tillid op igen, og jeg kunne få motioneret min hest uden at sidde på ryggen. Jeg mødte Heike for 3 år siden, hun hjalp mig med min DV, og vi fandt ud af, at der måske var nogle låsninger i hans led. Jeg fik det undersøgt, og ganske rigtigt, han var låst i korsben, brystben, nakke mm. Hvilket kunne skyldes den måde han var blevet redet på. Han havde sagt fra under ridning, og hans smerter havde over tid gjort ham til en nervøs hest.

Vi fik rettet låsningerne og fortsatte træning i longe med kapsun, og intet andet. Hans underhals var meget markeret, og han havde ikke mange muskler i bagparten, men træningen gjorde ham langsomt bedre til at arbejde med de rigtige muskler og balancen blev meget bedre. Vi nåede til at jeg skulle tilbage i sadlen… desværre havde jeg ikke fået bearbejdet min angst, og selvom jeg kunne se han var sød og rar, og min gl. dreng igen, sad angsten stadig i mig. Jeg kunne ride ham, men havde en klump i maven konstant. Jeg valgte at sælge ham og lade en anden få glæde af ham, da jeg ikke troede på jeg selv vil blive helt tryg ved ham igen. En svær beslutning, men den rette.

Jeg anskaffede mig en lipizzaner blanding, en hoppe på 21 år. Hun havde stået mere eller mindre stille i flere år, men er rolig pige. Da Heike så hende første gang konstaterede hun, at hun ikke var helt taktfast, det kunne skyldes flere ting. Dels det hun havde stået stille så længe og var stiv eller hendes alder, hendes hals var meget hård og hun lignede en der havde slugt et kosteskaft… det var, som Heike udtrykte det, et ”håndværker tilbud”, og det kunne gå begge veje. Jeg fik hende billigt, og købte hende med det formål at hun skulle gøre mig tryg ved at ride igen, samt at jeg på hende kunne lære de grundlæggende af Heikes rideprincipper, inden jeg skulle have en yngre hest. På hende red jeg turer til vandet, i skoven og havde 1 år sammen med hende inden gigt gjorde at hun den sidste tid kun nød græs, ind til vinter og kulde kom, og smerterne ikke længere kunne holdes på acceptabelt niveau, hvor hun måtte videre til de grønne græsmarker.

I det 1 år hvor hun kunne rides, modtog jeg undervisning af Heike i 7 måneder, det var helt andre principper end jeg var vænnet til. Det var ikke okay at tage tilbage i tøjlen, bevægelsen hed lodret op, vandret ud eller give efter. Ben blev brugt til en kort besked, og ellers væk igen, ingen tryk, ingen sporer. Det er en stor omvæltning når man har været vænnet til, at ride og tag og give, drive osv. arbejde og arbejde med fokus på, om hestens hoved ikke snart var i lod (og ikke fokus på om det kom under lod), skide være med resten af hestens arbejde.
Pludselig arbejdede jeg med tillid til bid (hun havde en blind ulvetand der generede og skulle opereres væk, så tillid til bid tog nogen tid), fine små bevægelser, lette hjælpere og bevægelse bag fra og arbejde over ryg og overhalsmuskel. Hun kunne rides lang når hun var på bagpart, med fokus på det var overhals og ikke underhals der arbejdede… Altså Heikes undervisning har fokus på hele hestens bevægelses apparat.
Min hest fik en helt anden krop at se på, virkelig muskuløs og flot holdning. Ingen troede på at hun var 22 år, og kosteskaftet hun havde slugt havde flyttet sig op som rygmuskler. Men alt træning gav pote. I en af mine sidste undervisningstimer inden gigten tog rigtig fat havde jeg den bedste oplevelse på heste ryg…

Kender du følelsen af at ride på en hest, der er i total balance psykisk og fysisk. Hesten er i perfekt samling under dig, næsen en anelse foran lod, du kan se fra ryggen at den arbejder perfekt med overhalsmuskel, du kan mærke energien fra hesten kommer bag fra… og alt du gør er at ride med hesten og følge dens bevægelse. Du har den lette følelse på tøjlen, om du lader hesten søge frem og ned, eller samler den, lige meget hvilken gangart, så er tyngden og blidheden i tøjlen den samme lette følelse. Hesten reagerer på din mindste bevægelse og vægt forskydning… Føles som om den reagerer bare du tænker en tanke. – Ride for ekstremt lette hjælpere!?
… Waau!
Ikke noget man kommer let til, det kræver arbejde og god undervisning, især hvis tilliden til rytter har været brudt, eller hesten har oplevet smerte i forbindelse med ridning, om det er låsninger, dårlige tænder, sadel der gnaver eller en rytter der tilfører smerten.
Har man, som jeg, i mange år fået undervisning i hvordan man kæmper med heste, og hvordan man vinder kampene så ligger der et endnu større arbejde i, at arbejde med sig selv, det er svært at ændre mange års læren, for den sidder i kroppen. Heike har været super god til at rette mig og lært mig at føle når hesten arbejdede rigtigt og hvornår det er forkert. Sjovt nok… når jeg lærte at gøre tingene bedre og bedre og korrigere/hjælpe hesten på det rigtige tidspunkt, så gik det hele pludselig meget hurtigere fremad og gled nemmere og sjovere for både mig og hest!!!

Desværre havde alderen indhentet min hest, som jeg nåede at ride 1 år.
Derfor er jeg glad for at jeg, mens hoppen stadig levede, købte en 1 årig barokhest, som nu er 3 år. Et spændende arbejde ligger forud, med en hest som ikke har ar på sjælen og som ingen skavanker har, som der er mange gode år i, med korrekt ridning. Hun er meget stærk psykisk og har meget personlighed, hvor mine tidligere heste har været meget nemme og høflige at arbejde med, er hende her mere gadedrengen, så meget forskellige heste, både kropsbygning og psyke, som hver har lært, og lærer mig deres. Heike har kunnet se hvor og hvordan de skulle trænes forskelligt og dermed lært mig meget. Vi er startet på horsemanship og longearbejde med min barok, for at hun er sikker at arbejde med og får opbygget de rigtige muskler og balance, så vi (når hun engang er klar) kan starte stille op med tilridning. Et arbejde som jeg glæder mig meget til i samarbejde med Heike. Hvor jeg ved tingene sker i balance med, hvad både min hest og jeg kan klare, fysisk og psykisk, og på hestens præmisser.

Jeg er glad for, at jeg den gang for 3 år siden, mødte Heike, men kedeligt jeg nåede så langt på sidesporet.
Heike, og de sidste heste jeg har haft, har hjulpet mig med at forstå sammenhængen af hesten, og hvordan en lille skavank kan påvirke hele hestens bevægelsesapparat og humør. Det har været en øjenåbner for mig at møde Heike og hendes samarbejdspartnere. Jeg har, som mange andre, begået mange fejl i min træning af hesten. Jeg er bare glad for at jeg kan sige, at af skade er jeg blevet klog. Vi kan alle lave noget vi ikke er stolte over, jeg har før redet med indspænding og glidetøjle, for det var bare noget man gjorde og fik fortalt at man skulle af underviseren, for det var det eneste der virkede i deres øjne.
Det vigtige er at man erkender sine fejl, og ikke holder sig for stolt, og mener man er fejlfri… Og alle fejl i øvrigt er hestens skyld. Jeg tror personligt det er der hesteverdenen er gået galt… Man har glemt hesten og tænker på sig selv og sit ego, om man så rider på det ene ellers andet niveau.

Jeg ønsker kun du ikke når lige så langt ud af i forkert spor som jeg gjorde… både for din hest og dig!!!

Her til sidst en stor tak til Heike, fordi du har vist mig vejen til korrekt ridning.
Jeg vil med god samvittighed og glæde, og med mange gode timers undervisning i såvel teori, longen og fra hesteryg, give dig mine varmeste anbefalinger!

Håber du får spredt dit budskab vidt, og glæder mig til at lære meget mere af dig. (0;

Karina Lægsgaard